kunstner=Grotto Pavilion, Tsarskoye Selo, Pushkin, Rusland
records/rows=30*
#=1 Siden åbningen i 1994 er Galerie Provence blevet et yndet besøgt sted af såvel Aalborgensere som de mange turister
Viser nr. 1 af 30 billeder

 

Grotto Pavilion, Tsarskoye Selo, Pushkin, Rusland

 
       
Titel:
"1: Sognepræst Troels Laursens tekst til udstillingen Poesi" 

Størrelse:

Pris:


Materiale:

Klik her hvis du er interesseret i dette kunstværk !

 

 
navn=../../kunstnere/grotto_pavilion,_tsarskoye_selo,_pushkin,_rusland/1:_sognepraest_troels_laursens_tekst_til_udstillingen_poesi.jpg

 
       
    Poesi
Poesi er det græske ord for at skabe. Og poesi er at skabe. Det er det samme med kunst. Kunst er at skabe. Skabe noget, der ikke var der i forvejen. Eller skabe noget andet ud af det, der var.
At skabe er en trang, der ligger dybt i mennesket. En trang til at udtrykke hvad man ser, føler og mærker. Skabe billeder, der skaber kontakt mellem os. Mellem kunstneren og beskueren. Mellem beskueren og beskueren. Skabe kontakt mellem mennesker. Skabe forbindelser mellem folk over landegrænser.
Poesien findes, og kunsten formår at finde den frem i hverdagen og skaber derved hverdagens grå dagligdag om til højtid. Andre gange skaber kunsten højtidens poesi om til hverdagens poesi, så det højtidelige når ind i vores hverdag. Og bliver til den rene poesi.

Det er poesi, de fire kunstnere fra det nordjyske Galerie Provence, præsenterer på denne udstilling: Landskabets poesi. Hverdagens poesi. Menneskenes poesi. Fantasiens poesi.

Galerie Provence blev skabt i 1994 af Johnny Emil Larsen og Ove Folke Knudsen og har siden begyndelsen været kendt som et galleri med sans for god nutidig dansk kunst.
Ideen til den aktuelle udstilling blev født, da galleriets indehavere, sammen med en delegation fra Pushkins danske venskabsby Aalborg, besøgte Tsarskoye Selo forrige år. Og det er med stolthed, at de denne sommer viser værker af fire kunstnere med rødder i den nordligste del af Danmark.

Pia Andersen: Landskabets poesi
Pia Andersen maler med farvernes sanselighed. Hun har i en længere periode været optaget af det abstrakte. Det geometriske i spil med farverne. Nu er det naturens geometri og farver, der spiller ind. Træstammer, der skærer billedet igennem som lodrette streger. Markens horisont, der skærer billedet på langs. Pia Andersen går tæt på det nære, så det nære bliver sat op i stor størrelse. Det nære kommer tættere på. De bløde nordiske stammer bliver til spor, som efter regndråber. Bliver til veje i rødt landskab. Stammerne bliver til lysende organismer, der lyser op i det blå univers. Naturen skaber sin poesi. Landskabets poesi. Landskaberne åbner ikke op for svimlende udsigter til traditionelle, genkendelige landskaber. Der er ingen mulighed for at finde orientering, endsige finde landekending i Pia Andersens landskaber. Alligevel fortæller de om landskab og natur. Ikke det kendte nordiske melankolske landskab, men et universelt landskab, der indeholder både Pia Andersens nordjyske barndomsland og landskaber fra hendes rejser og ophold i Mexico og Spanien. Landskabet skaber selv noget. Landskabet bliver til en poesi, der også taler til beskuerens indre. Derved rummer malerier af Pia Andersen mange landskaber. Pia Andersen maler med andre ord landskabets poesi.

Frank Bach Nielsen: Hverdagens poesi
Det er almindelige mennesker, der står ved busstoppestedet, og det er de skæve eksistenser, som flaskesamleren, der optræder i Frank Bach Nielsens værker. Eller rettere: De er der ikke selv. Det er kun deres omrids. Deres kroppe er væk. Det er klæderne, der skaber folkene. Her er der tale om en omvendt H.C. Andersen, en Kejser med klæder, men uden krop. Tilbage er kun overtøjet, cykler, bænke og andre døde ting. Det er det, der tegner personen. Det er fraværet, der skaber nærværet, så man også kan se det, der ikke er der. Det er hverdagens poesi, som Frank Bach Nielsen skildrer.
Flere af værkerne er fra serien ”Corpus Spirit”, som Frank Bach Nielsen har arbejdet på i flere år, og som betyder åndelige kroppe eller kroppe med ånd. Det er det, Frank Bach Nielsen gør. Han beånder det døde affaldsmetal til levende væsner og skildrer derved det almindelige menneskes og de skæve eksistensers hverdag. Han skaber portrætter af mennesker, derude i virkeligheden, som man kender dem og møder dem. Man fornemmer, at Frank Bach Nielsen ikke laver sine figurer for at gøre dem til helte, endsige gøre det almindelige ualmindeligt eller det skæve til det mondæne. Han gør det for at vise, at det er sådan, det er. Livet. Ikke nøgternt skildret, men med humor og med menneskelighed. Medmenneskelighed.

Ludmilla Balfour: Fantasiens poesi
Eventyret begynder i hverdagen. Fantasien skaber en poesi, når vi spiser, elsker, går tur, dyrker grøntsager eller sidder på fortovscafe. Fantasien presser sig på og skaber videre på det, der allerede er der i forvejen.
Ud fra de daglige gøremål skaber Ludmilla Balfour sin egen verden i en malstrøm af detaljer. Tiden standser og beskueren kan så selv digte videre på sin egen hverdags fantastiske poesi. Mænd og kvinder blander sig med sagnagtige dyr. Maden bliver levende og deltager i måltidet. Ting bliver levende og skaber deres helt eget univers sammen med menneskene. Det er detaljerne, der skaber helheden. Det er detaljerne, der gør, at beskueren går på opdagelse i denne drømmende og fabulerende verden. Det er detaljerne, der hensætter beskueren i en stemning med mindelser om pigen Alices fald gennem kaninhullet til Eventyrlandet.
Tableauerne, som Ludmilla Balfour opstiller, er uden for tid. De lader sig ikke tidsfæste. De er både nutid, fortid og fremtid. På én gang. Som i fantasiens drømmende poesi, hvor det groteske blandes med munterhed og vellevned, der bløder op for det ødelæggende og grufulde. Billederne bærer på barnets uskyld samtidig med at det viser den voksnes indsigt. Ludmilla Balfours fortællende kunst er en poetisk fantasi. En hyldest til menneskelivets dybde og bredde. En hyldest til den grænseløse poesi.

Lasse William Drevsholt: Menneskets poesi
Lasse William Drevsholts billeder er fyldt med mennesker. Portrætter. Mennesker og flere mennesker. Selvportrætter eller portrætter af (afdøde) kendte skuespillere eller musikere. De står der, som en slags ikoner fra de moderne, hurtige medier. Og minder om, at ordet ikon ikke kun er fra gamle religiøse tider, men også et udtryk i nutidens computer-hurtige tid. Lasse William Drevsholt skaber sine udtryk med farver tilsat ord og strofer fra film og sangtekster, så de pludselig fremstår med en energi og en poesi, der hører det moderne og pulserende liv til. De genkendelige ansigter på ikonerne bliver sat ind i et tegneserieunivers og skaber derved poesi foran beskueren.
Ord som ”Mayfly” dukker op på flere lærreder. Og skaber poesi. Men handler det ord-ret om døgnfluen, der minder om menneskelivets korthed og skrøbelighed, og som derved både skræmmer og drager det moderne menneske? Eller handler det om, at vi måske kan flyve? Kan skabe poesi i tilværelsen?
Typisk for Lasse William Drevsholts mennesker er deres hænder, eller rettere deres mangel på samme. De fleste fremstår som torsoer og de få, der har hænder, har nogle ynkelige og ubrugelige hænder for enden af nogle tegneserietynde arme. De ville ikke kunne ret meget med dem. Måske viser det det moderne menneskes, i virkeligheden, begrænsede handlemuligheder i en verden fuld af valg og muligheder. Derfor må mennesket søge tilflugt i poesiens verden. Menneskenes poesi er menneskenes mulighed for at leve og være til i en ”rock hard world” uden poesi.

Troels Laursen 2006